Vi skal til Sverige, og vi skal til Tylösand. Det handler ikke kun om en fine værelser med direkte udsigt til havet, spaafdeling, velkomstchampagne og Hallands bedste restaurant. Det handler også om Per Gessle. Du ved ham fra Roxette. Og Gyllene Tider.
Som halvsvensker er der flere musikalske indspil, der kan gøre mig blød om hjertet, og mit meget blandede musikbibliotek byder på numre, der ikke kun afslører en generelt aparte musiksmag, men så sandelig også en svaghed svenske 70′er og 80′er hits. Derfor var jeg ikke helt upåvirket, da jeg skulle bo på et Hotel, der har Per G i ejerkredsen – og hvor han jævnligt kommer. Men nok om musiksmagen – nu skal vi lige et smut på værelset.
Stikord? Spatiøst, lyst og med stort badeværelse, ditto TV, fotokunst og pels på sengen – og en udmærket arbejdsstation med wifi, hvilket muliggør netop denne sætning. Baderummet var i øvrigt både rummeligt og med fuld tryk på den store bruser fra oven – jeg er på ingen måde “creme kyndig”, men stedets lotion til smasken gjorde det fint for mig og det resterende røg med hjem i toilettasken.
Intet besøg uden det vanlige spejlfoto.
Jeg regner ikke med at nedenstående spand er velkomstservice, men det beviser i hvert fald, at man kan bestille noget rart ved ankomsten – bare lige for at komme i gang.
Man er i øvrigt glad for ligestilling i Sverige.
Derudover en særdeles stor og komfortabel seng, der har inspireret talrige folk til at lade sig tatovere med netop dette brand, Carpe Diem. Sengen skal nævnes, da den er af fin kvalitet, og det vidner om, at man gør lidt ekstra for de mange gæster.
Det vigtigste må dog næsten være udsigten, der er intet mindre end suveræn. Vi taler så godt som stik vest, hvorfor solnedgangen er uundgåelig fra samtlige rum, der vender ud mod vandet. Stedets gourmetrestaurant, Akvarell, ligger i øvrigt med selv samme kompasretning, men tilbage til restauranten senere.
Tylösand har faktisk det hele. Udsigt, adgang til strand, egen natklub/lounge, der går under navnet Leif. Leif er en fiktiv figur, som Per Gessle har tegnet gennem mange år, når han for eksempel skulle skrive autografer.
Her stopper festen dog ikke – Tylösand har stor wellness og spaafdeling med tilhørende behandlingsrum, hvor jeg blev æltet igennem med en herlig rødvinsmikstur, der gjorde det godt for huden og humøret. En sådan behandling går under navnet vinoterapi, og det er muligt at køre bil efter behandlingen – også med den svenske promillegrænse.
Jeg må i øvrigt også huske at slå et slag for stedets kunstsamling, der tæller over 450 værker med et primært fokus på fotokunst. Og det meste kan faktisk købes – priserne begynder ved 5.000 svenske kroner og ender ved cirka 3,5 millioner kroner. Mange af værkerne er ejet af Per Gessle og hustru, og selvom man ikke ender med at købe noget, er der nok at falde i staver over. Tylösand er samtidig et Roxette-musuem – overalt hænger der anerkendelser, afslag fra pladeselskaber i de tidlige dage, koncertrekvisitter og udklip fra lokale og internationale medier.
Om sommeren er man ikke bleg for at give den en på frikadellen – eller köttbullen. Store koncerter med “hyggelige” navne, trækker fulde huse, og har du svensk musikfobi, så kan du roligt tage turen til Tylösand – til juli giver Kim Larsen for eksempel koncert. Duer det heller ikke for dig, så kommer StatusQuo også til matriklen den 11. juli. Og kigger man på de mange billeder fra tidligere “happenings”, så ser det alt andet end kedeligt ud.
Så er der serveret
Er du ved at blive lidt lækkersulten, så kom med til bords. Vi skal spise på “gourmeten”, der går under navnet Akvarell. Og vi sætter os ned til en solnedgang, der kræver et snapshot.
I køkkenet finder vi blandt andet kok Robin (ej at forveksle med Cock Robin), som ved vores besøg diskede op med tre retter, som han og resten af gourmetteamet havde kreeret.
Vi blev trakteret med en pre-forret i form af blomkål, stegt lammebov og let syre fra en dertilhørende porre. Den var ikke på menuen, men “en hilsen fra køkkenet”. Jeg hilser tilbage med tak.
Første anretning? En råstegt hummer, der må være af jomfruelig karakter, når man ser på størrelsen. Den kom med hvederisotto, rodselleri i tynde skiver og ravioli. Et dildindspark gav fin kontrast til skaldyret, mens risottoen gerne måtte have fået et par minutter mere. Det er som altid en smagssag, om man ønsker den let sprød eller nærmest udkogt.
Næste ret er fra himlen i form af en bagt vagtel. Det er sjældent, jeg får fjerkræ til hovedret, så jeg hilser fuglen velkommen og lægger i øvrigt også mærke til den svært delikate og letsyltede agurk, der ligger som en lille kugle. En mos på jordskok er også at finde, og den manglede ikke smør – og ej heller virkelig salt. En rillette af samme fugl udgjorde i øvrigt den federe del af retten, men da portionen var overskuelig, var der fint plads til flere indslag.
Der fotograferes på livet løs rundt om bordet, og før vi ved af det, er solen væk, avecvognen kørt frem og desserten på bordet. En liflig dessert med yoghurt-is, æbler og et strejf af rosmarin serveret på sidepande.
Da spiseoplevelsen ikke fylder al verden i dette til gengæld lange indlæg, kan jeg kort opsummere, at der eksperimenteres med lidt mindre retter på Akvarell. Til gengæld er gjort meget ud af de mindre detaljer – jeg henviser blandt andet til grønt og små dyppelser, og jeg fornemmer, at man ikke har overladt noget til tilfældighederne, når man har sammensat menu og retter. Omend der var et par smuttere i den serverede menu, så var det et mindeværdigt måltid – og ikke kun på grund af det herlige selskab, solnedgangen og den svenske Mackmyra whisky til kaffen.
Mætte og tilfredse gik den skrivende trup videre til baren, hvor festen fortsatte et par timer. Dagen derpå? Morgenmad efterfulgt af spændende kunstrunde.
Du funder Hotel Tylösands hjemmeside her <—- – og jeg tør godt love, at sommeren ikke bliver kedelig på Gessles fantastiske matrikel. Stedet tager i øvrigt også gerne imod store selskaber, virksomheder (der findes lækre konferencerum og faciliteter), bryllupper og folk med hang til det gode liv. Endda med kyshånd.